Nyheder
Nyheder

Svensk ærkebiskop: Vi skal være kirke i verden, men ikke af verden

Interview med Antje Jackelén, ærkebiskop i Svenskakyrkan, om vejen til kirkens enhed og om at være kirke i en verden i forandring

Kirkens enhed handler om at være et fælles og synligt vidnesbyrd i verden: at vidne om Guds barmhjertighed ved at forkynde evangeliet i ord og handling, mener den svenske ærkebiskop Antje Jackelén. Her ses hun i samtale med Pave Frans I under den luthersk-katolske reformationsmarkering i Malmø sidste år. Foto: Det Lutherske Verdensforbund.

Af Christian Arffmann og Anne Førgaard


Ærkebiskop i Svenskakyrkan, Antje Jackelén, deltog i sidste uge i Porvoo Primates Meeting, et møde for kirkeledere i Porvoo-fællesskabet afholdt i København. I den forbindelse fik Folkekirkens Mellemkirkelige Råd mulighed for at tale med hende om den økumeniske bevægelse og om vejen til enhed. 

 

Er vi på vej mod et økumenisk forår, eller er der stadig lang vej til kirkens enhed? 

Vi har taget et par reelle økumeniske skridt fremad. Et af de tydeligste eksempler er den fælles katolsk-lutherske markering af reformationsjubilæet i Lund og Malmø 31. oktober 2016. Næsten fem årtier med dialog mellem Det Lutherske Verdensforbund (LVF) og Vatikanet har ikke blot ledt til det enestående dokument, ”Fra konflikt til fællesskab”, som  blev udgivet i 2013. Den tålmodige og ihærdige dialog gjorde det også muligt, at LVFs daværende præsident, biskop Munib Younan, og Pave Frans I sammen kunne underskrive de fem imperativer, som ”Fra konflikt til fællesskab” konkluderer med. Det føles naturligt derpå at gå videre med en hensigtserklæring om et dybere samarbejde mellem den katolske kirkes og LVFs hjælpeorganisationer, Caritas Internationalis og World Service. Mottoet var og er: Vi står sammen i håbet. De fem imperativer er generelt anvendelige, ikke kun inden for den luthersk-katolske dialog.

Således lysner det på forskellig vis i den verdensomspændende kristne kirke. Dermed ikke sagt, at vejen altid er lige og enkel.  Også kristnes udsathed i blandt andet Mellemøsten har ført os tættere på hinanden. Kirkens enhed handler for mig ikke i første omgang om en bestemt organisatorisk enhed, den handler snarere om at være et fælles og synligt vidnesbyrd i verden: at vidne om Guds barmhjertighed ved at forkynde evangeliet i ord og handling.

Hvad er de væsentligste udfordringer for den økumeniske bevægelse i dag – og for Porvoo samarbejdet? 

At se de store udfordringer som verden står overfor og se hvordan vi som kirker sammen kan bidrage til den verden, som Gud elsker så højt (Johannes kapitel 3, vers 16): en retfærdig og bæredygtig fordeling af verdens ressourcer; klimaforandringerne; spørgsmålet om livsmod og fremtidstro, ikke mindst blandt unge mennesker; hvordan vi som kristne kan leve som gode naboer med mennesker med en anden tro osv.

Er det vigtigt, at kirker samarbejder internationalt, eller er det vigtigere, at kirker står fast på deres egen identitet? 

Jeg tror ikke, der er en modsætning mellem de to ting. Det internationale perspektiv er en del af den kristne kirkes identitet. Kirken er verdensomspændende. Vi har brug for mange former for internationalt samarbejde, det underminerer eller kompromitterer ikke vores identitet. Snarere tværtimod. Det kan styrke både den fælles identitet og forståelsen for den lokale egenart.

Hvilke teologiske perspektiver er vigtige for dig i mødet med det sekulære?

Min oplevelse er, at mennesker ikke altid er så sekulære, som de tror. Når vi begynder at tale om eksistentielle spørgsmål og livsvilkår, handler det om, at vi har forskelligt sprog om erfaringer, der ligner hinanden. Ofte findes der en større åbenhed over for teologiske idéer end man i første omgang skulle tro. Men mange er uerfarne, hvad angår teologisk sprogbrug, og der er et lavt niveau af viden om religion i almindelighed, og om den kristne tradition i særdeleshed, i såkaldt sekulariserede miljøer. Det er en stor udfordring.

I Svenskakyrkan er det på høje tid, at vi udvikler en systematisk og sammenhængende plan for læring og undervisning. Som kristne skal vi, som det står i 1. Petersbrev (kap. 3 vers 15 f) altid være forberedt på at forsvare os over for dem, som kræver os til regnskab for det håb vi har. I denne sammenhæng er også dialog med universiteterne og med det øvrige samfund vigtig. I min egen forskning har jeg arbejdet meget med dialog mellem naturvidenskab og teologi, og de spørgsmål ligger mit hjerte nær.

Bør kirken stå klippefast, når alt omkring os er i hastig bevægelse og forandring, eller bør kirken følge med tiden? 

Vi skal være kirke i verden, men ikke af verden. Det betyder, at vi skal læse og tolke tidens tegn. Vi skal også holde os opdaterede om, hvordan videnskaben udvikler sig inden for forskellige områder - uden dog at tidsånden skal gøre os til kastebold. Jeg tror, at vi har brug for en tilgang, der kan beskrives som kritisk og selvkritisk i forhold til forandringer i samfundet. Og der er situationer, hvor vi er nødt til at ændre os meget hurtigt for at stå fast på evangeliets grund. Man kan også sige det således: Det er Jesus, som er klippen, ikke kirken.